Det burde være anderledes!

Det burde være anderledes!

Mine to drenge deler værelse – og hjemme hos os er der hver eneste gang, der skal ryddes op en uundgåelig diskussion om hvem gør mest, hvem har leget med hvad, og om der i virkeligheden behøver at blive ryddet op – og hvorfor jeg ikke bare kan gøre det i så fald!

Og hver gang det sker, smager jeg på min egen frustration.

De burde kunne gøre det af sig selv. Hvorfor gider de dette? De er store nok til at vide, at de burde gå i gang, og de burde vide, at vi til sidst bare bliver sure på hinanden.

Osv.

Og jeg bliver irriteret.

Indrømmet.

Jeg bliver irriteret over, at de ikke bare rydder op fordi de har nået en alder, hvor de burde kunne gøre det uden postyr.

Så det er vel rimeligt nok!

Ikke?

Men at jeg bliver irriteret på mine drenge, får dem ikke til at rydde op. Det fører i stedet til en dårlig stemning – og at vi bliver sure på hinanden.

***

Dengang de var mindre blev jeg ikke irriteret over at hjælpe dem med at rydde op. Så hvad har forandret sig?

Jo, deres alder og mine forventninger til dem.

Så min frustration går ikke så meget ud på at hjælpe dem med at rydde op – men på, at jeg synes at de efterhånden burde kunne gøre det selv og uden brok.

Og dét, der i realiteten skaber min frustration er, at jeg involverer mig i tanken om, at de burde kunne gøre det.

***

Det er nemlig sådan, at når du engagerer dig i tanken om, at noget burde være anderledes, så sker det, at du mærker frustrationen. Du mærker vreden og irritation og du starter en indre dialog om

  • hvorfor det skal være sådan, når du nu bare prøver på at lære dem sund fornuft
  • hvad har du gjort forkert, når du nu synes, at du er retfærdig og kærlig
  • hvorfor skal det ramme dig, som aldrig råber ad dine børn
  • hvad har du gjort for at fortjene dette?

Og du spekulerer garanteret over det, når du har lukket døren til deres værelse og sagt godnat.

Ja, så men det burde alligevel være anderledes …

.. Ja, måske! Men din indre dialog om hvorvidt det burde være anderledes eller ej producerer ikke en løsning på problemet. Den hjælper ikke på situationen. Den forværrer.

Der sker det samme for mig. Med den lille forskel, at jeg ved hvordan jeg løser det.

Hun har sin uddannelse, tænker du måske?

Og ja, det har jeg.

Men mit bedste bevis er de mennesker jeg hjælper. Mennesker, der dengang blev syge af deres spekulationer og som i dag smiler bredt af at de engang måtte sygemelde sig, sige sit job op eller lade sig skille, men nu kan finde løsningerne.

Du kan også lære lukke ned for smerten – før den vokser sig så stor, at det er for sent.


Kærlig hilsen
Erla Højsted, psykolog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Kontakt

Du er altid velkommen til at sende mig mail på office@wizemeup.dk.
Jeg besvarer din mail så hurtigt, som jeg kan.

Tegn på stress & hvad du kan gøre

Læs mere >>

Skab det liv du drømmer om

Læs mere >>

Få råd og viden om et stressfrit familieliv

WizeMeUp - Inspiration

Gør som over 1000 andre og få inspiration og viden om et familieliv - og karriereliv uden stress og bekymringer
direkte i din indbakke.